Udover det, så var besøget planlagt om sommeren, således området tog sig bedre ud med grønne træer, parker og haver. Byen blev restaureret i visse områder, naturligvis kun de områder, hvor Røde Kors-delegationen skulle tilse. Det betød, at flere af husene blev malet, og danskerne blev indsat i nye huse beliggende på Rathausgasse. De mennesker, der var alt alvorligt syge eller i skidt stand, var enten blevet deporteret eller gemt af vejen, således Røde Kors-delegationen ikke kunne se, hvordan det stod til i virkeligheden. Optakten til delegationsbesøget kaldes også ’forskønnelsesprocessen’ af Theresienstadt. Der blev desuden anlagt små køkkenhaver nede i jordvoldene, så delegationen kunne se, at jøderne havde en frihed til at dyrke deres egne grøntsager.

​

Fredag d. 23. juni 1944 ankom delegationen til Theresienstadt. I delegationen var to danske repræsentanter: Frants Hvass, dansk diplomat i Udenrigsministeriet, og Eigil Juel Henningsen, der var overlæge i Sundhedsstyrelsen. Henningsen udarbejdede efterfølgende en rapport, der berettede om stor tilfredshed med besøget.

​

Delegationen blev taget imod af Karl Rahm, SS-Sturmbahnführer og kommandant i Theresienstadt, samt Dr. Weinemann, der var øverstbefalende for det tyske sikkerhedspoliti i Tjekkiet.

​

Delegationen mødtes først med jødeældsten (en slags jødisk ”borgmester”), Paul Eppstein. Eppstein var udvalgt til at vise delegationen rundt i byen og fortalte, at delegationen ville se ”…livet i en normal by.”

​

Undervejs i besøget mødte delegationen også danske jøder, som de fik lejlighed til at tale med. Disse danske jøder berettede om, at forholdene var blevet kraftigt forbedret det seneste halve år. Her skal man selvfølgelig have in mente, at de danske jøder var under et stort pres, hvilket gjorde, at de ikke turde fortælle delegationen andet af frygt for konsekvenserne fra tyskerne. Eigil Juel Henningsen lagde desuden vægt på, at delegationen kunne gå frit i hele byen og besigtige alt, men ved nærmere eftersyn kan man se, dette ikke er sandt, hvis man kigger på ruten.

Henningsen berettede i sin rapport om, hvordan jøderne fik muligheder for at dyrke deres kulturelle liv på biblioteket, i forsamlingshuset og på byens ”Kaffeehaus”, hvor jøderne kunne købe forfriskninger. Over for denne café var der opsat et jødisk orkester på byens torv, der spillede hele dagen.

Udover dette besøgte delegationen også børnehjem, posthus, apotek og sygehuse. Den afsluttende konklusion i Henningsens rapport var, at der som sådan ikke var noget at sætte en finger på, udover at byen var lidt overbefolket. Denne overbefolkning var den eneste sundhedsfare ifølge Henningsen, men han mente også, at man havde løst de udfordringer ved god organisering.

​

Efter krigen blev Eigil Juel Henningsen konfronteret med rapporten. Henningsen afgav forklaring om, at man fra dansk side ikke turde afrapportere anderledes af frygt for de danske jøders sikkerhed, ligesom det jo ikke var muligt at afrapportere ting, som man ikke havde set. Henningsen fortalte ligeledes, at han var skeptisk under besøget, og han kunne se, at mange af nybygningerne fremstod forskønnet, hvilket jo måtte betyde, at forholdene havde været ringere, før de kom på besøg. Ligeledes kunne Henningsen heller ikke skrive andet end de ord, som de danske jøder selv havde afgivet til ham.

​

​